Jeg havde en periode i mit liv, som jeg tror alle rammer på et eller andet tidspunkt. Det er en slags overgangsperiode imellem lykkelig uvidenhed, og lykkelig målrettethed, som ligner depression til en skræmmende stor grad. Grunden til jeg skriver om dette område er, at jeg ser alt for mange mennesker der sidder fast i det i alt for lang tid. Jeg er overbevist om, at alt for mange mennesker sidder fast hele deres liv, og aldrig kommer ud på den anden side. Det er en skam, for det er på den anden side af depressionen, at vi er mest oplyste og begynder at have en positiv indflydelse på verden og vores omgivelser.
Lad mig starte med at fortælle min egen historie, og så kan du nok se dig selv i det. Min barndom var fuldstændig fantastisk: jeg voksede op i en god og tæt familie, og var aldrig nødt til at bekymre mig om noget. Jeg tog bare i skole hver dag, lavede mine lektier og legede med mine venner. Det var fantastisk, et rent paradis som jeg ved, at mange voksne mennesker tænker tilbage til og nærmest føler jalousi overfor deres yngre jeg.
Men som man bliver ældre, begynder ansvar at melde sig på banen. Uskyldigheden og den evige frihed forsvinder ganske langsomt ? og nogle gange alt for hurtigt ? og pludseligt er det ikke andet end minder. Man er flyttet hjemmefra, og skal gøre alting selv. Tallerknerne skal vaskes, maden skal man selv lave, og regninger er noget man er nødt til at finde pengene til at betale. Det var mildest talt noget af et chok for mig, og det fik mig helt ned i kulkælderen. Jeg begyndte pludseligt at stille spørgsmål til alting. Hver dag føltes som om jeg bare gentog denne samme procedure, og at intet gav nogen mening. Det var bare op ad bakke hele dagen, og den eneste frihed der var at finde, var om natten når man sov ? når jeg da var i stand til at falde i søvn.
Men det hele begyndte at se lysere ud, da jeg startede på en musikefterskole. Jeg havde altid interesseret mig for musik, men havde ikke fundet (eller rettere: taget) tiden til at spille, siden alt det her ansvar begyndte at dukke op i mit liv. Men på efterskolen kom det pludseligt i centrum igen, og jeg følte bedre jeg kunne fokusere på det, fordi alt ansvar var skemalagt og overskueligt. Det gik hurtigt op for mig, at musikken var noget jeg brændte for, og at jeg følte jeg havde en vision i livet. Jeg kunne sprede glæde med musik, og det var noget der føltes mere meningsfuldt end noget som helst andet, jeg nogensinde havde gjort.
Så det er hemmeligheden: din vision er det, der igen vil gøre dig lykkelig. Find din vision, og du vil overkomme depressionen, og have et endnu bedre liv, end da du var ung og uden ansvar.
